Bildegalleri
"Goethes Moder" - Clara Tschudi
Beskrivelse av varen
Boken "Goethes Moder" av Clara Tschudi. Utgitt i 1916. 239 sider.
Selges for 70,- kroner
Porto: 69,- kroner (Postnord)
----------------------------------------------------------
Clara Tschudi (født 9. september 1856 i Tønsberg, død 10. november 1945) var en norsk forfatter. Hun skrev meget populære biografiske skildringer om blant annet keiserinne Eugenie, Marie Antoinette, keiserinne Elisabeth, Napoleons og Goethes mødre, og om kongehus i Europa.
Clara Tschudi var datter av godseier Peter Tschudi (1812–1900) og Verena Tschudi (1815–1894). Hennes bror Anton Tschudi (1848–1914) ble godseier som faren.[4] Broren Oscar Julius Tschudi (1850–?) var jurist, og ble sorenskriver i Haugesund. En av morens brødre var riksantikvar Stephan Tschudi-Madsens morfar.
Farfaren var innvandret til Norge fra Sveits. Han kjøpte Vallø saltverk utenfor Tønsberg, og de neste generasjonene ble boende på Vallø.
I sin ungdom bodde Clara Tschudi på pensjonatet som ble drevet av Amalie Heidenreich i St.Olavs gate i Kristiania. I årene 1878-1881 studerte hun sang i Berlin og Dresden, og i 1881 innledet hun sin karriere som operasanger. I 1884 startet hun imidlertid å skrive for ulike tidsskrifter, og dette ble starten på et langt forfatterskap, som hun særlig viet til kvinnesak og kvinnehistorie. Hun var medstifter av Norsk Kvinnesaksforening i 1884.
I 1889-1890 studerte hun historie i Paris, og i perioden 1884-1900 hadde hun flere opphold rundt i Europa for å studere språk.
I 1903 var hun med på å starte en forening som ble kalt «1903-klubben». Marie Michelet og Fredrikke Qvam var initiativtagerne, og foruten Clara Tschudi var Harriet Backer, Kitty Kielland, Asta Nørregaard, Mally Lammers, Karen Grude Koht, Johanne Sylow, Sophie Møller, Hanna Isachsen, Marianne Nærup, Dorothea Schjoldager og Bolette Gjør blant medlemmene. Klubben holdt sine møter på Hotell Augustin i Tollbodgaten. Til hvert møte var det invitert en foredragsholder som innledet om et tema innen kunst, kultur eller politikk og samfunnsliv. Etter foredraget fikk medlemmene anledning til å stille spørsmål og fremlegge sine synspunkter. Marie Michelet skrev senere at «(d)et som kvinnesaksforeningen hadde betydd for kvinnesakens mere radikale kretser, det vokste 1903-klubben frem til å bety innenfor vår krets».
På sine eldre dager bodde Clara Tschudi på Bauker i Gausdal. I et fødselsdagsintervju i anledning hennes 88-årsdag fortalte hun at hun aldri hadde vært helt sikker på sin fødselsdato, fordi både prest og klokker hadde glemt å registrere fødselen hennes da hun kom til verden.
Clara Tschudi testamenterte sin bolig på Bauker til Den norske forfatterforening. Men foreningen avslo den testamentariske gaven fordi Tschudi hadde «hilst på tyskerne da de kom». Forfatterkollegaen Barbra Ring mente hun hadde en unnskyldning, fordi hun ved okkupasjonen var gammel – enda eldre enn Hamsun – og dessuten snakket tysk på grunn av at begge foreldrene var av sveitsisk opprinnelse.
Clara Tschudis forfatterskap kjennetegnes av at hun vektlegger kvinneskjebner. Hun var tidlig opptatt av kvinnesaksspørsmål. Før hun begynte å publisere egne bøker etablerte hun seg som journalist, og skrev artikler for ulike tidsskrifter. I 1884 stod følgende notis på trykk i Stavanger Amtstidende og Adresseavis:
Kvindeemancipationen. (Chr.Tid.) Den tydske Forfatterinde, Fru Lina Morgenstern, som under den fransk-tydske Krig i saa høi Grad gjorde sig berømt paa Grund af sin opofrende Virksomhed ved Pleien af de saarede Tropper, og som har Fortjenesten af at have grundlagt de tydske Folkekjøkkener, agter i November d. A. at udgive en international Kalender, der vil bringe en Oversigt over alle Nutidens Bestræbelser paa Kvindeemancipationens Omrade, samt er beregnet paa at give paalidelig Underretning om alle de Erhvervskilder, som er aabnede for Kvinden. Frøken Clara Tschudi, Medarbeider af flere tydske Tidsskrifter, ogsaa bekjendt her i Landet som Forfatterinde bl.a. af flere Artikler i "Nordisk Musiktidende", er af Fru Lina Morgenstern opfordret til at redigere den Afdeling, der kommer til at omhandle de norske Forhold.
I 1885 holdt hun sitt første foredrag; det skjedde i Tønsberg, og temaet var kvinnesak.[15] Hennes første bokutgivelse i 1885 dreide seg om kvinnebevegelsen. En anmeldelse i Hedemarkens Amtstidende i desember 1885 gir en pekepinn på hva slags samfunn Clara Tschudi levde i, og hvilke holdninger en kvinnelig forfatter måtte forholde seg til:
Kvindebevægelsen, Dens udvikling og nuværende standpunkt, af Clara Tschudi. Kristiania. Alb. Cammermeyer. 1885. Kr. 2,00. Blandt vor tids "brændende spørgsmaal" indtager "kvindesagen" en fremtrædende stilling. Det er sagt, at "kvindens sociale stilling er det nittende aarhundredes problem", og kvindebevægelsen har i hvertfald vokset sig saa stor, at "problemet" ikke kan "ties ihjel", men maa opstilles som et vigtigt, socialt samfundsspørgsmaal, der i den offentlige diskussion allerede har erobret sig en saa fremskudt stilling, at det har krav paa offentlighedens opmerksomhed. – I vort land har kvindebevægelsen hidtil kun faaet en kjølig modtagelse; den synes ikke at have opinionen for sig. "Kvindeemancipation" er i de flestes øren et ildeklingende ord. – Imidlertid fortjener den kvindebevægelse, for hvilken forfatterinden af ovennevnte bog optræder som en varm og dygtig talsmand, at kjendes. Det maa indrømmes, at mange af de krav, forfatterinden paa sit kjøns vegne reiser for kvinden, er saare berettigede, paa samme tid som det maa anføres, at man i Clara Tschudis's bog ikke merker noget til den "emancipation", man i regelen tænker paa, naar man forestiller sig "en emanciperet kvinde" som et mandhaftigt væsen, iført mandsdragt og røgende tobak. – Kvindebevægelsen synes i Clara Tschudi at have en virkelig kvindelig talsmand, der paa grund af den moderation, hvormed hun fører sin sag, uden tvivl ved sin bog vil bidrage meget til at vække sympathi for kvindesagen. – Nærværende skrift maa siges at være et tidsmæssigt arbeide, da kvindebevægelsens udvikling, nuværende standpunkt og dens program tør være lidet kjendt. Anmelderen har læst bogen med megen interesse, og maa bekjende, at forfatterinden ved sin fremstilling af sagen formaar at vække sympathi for mange sider af denne sag, selv om man gaar til læsningen af bogen med absolut ugunstig stemning for den hele bevægelse.
Uden at indlade sig paa nogen kritik af kvindesagen i sin almindelighed, bevægelsens rækkevidde og konsekventser, skal anmelderen kun kortelig angive skriftets indhold.
I bogens "første afsnit" har forf. i korte omrids leveret en oversigt over kvindebevægelsens udvikling i Frankrig, England, Tyskland, De skandinaviske riger og Amerika.
I "andet afsnit" fremstilles navnlig kvindernes egen virken i fremmede lande. – Fremstillingen er i disse afsnit maaske vel bred og vil findes noget tør, idet de talrige biografiske og historiske oplysninger kun kan have interesse for de mest interesserede. I de følgende to afsnit behandler forf. den norske kvindesag og dens opgave samt kvindesagens praktiske betydning i vort land. Om disse afsnit samler sig bogens hovedinteresse. Forfatterinden behandler punktvis kvindesagens program og faar derved anledning til at udtale mange sandheder, navnlig om vor tids kvindelige opdragelses mangler, som forekommer anmelderen at være meget tidsmessige og fortjæner at legges paa hjerte baade af forældre og af de unge døtre. – Bogen anbefales til enhver, der ønsker at sætte sig ind i kvindebevægelsen. Den vil bidrage til at fjerne falske fordomme og aabne øiet for, at denne bevægelse bærer meget i sig, som fortjener støtte og sympathi, selv om man ligeoverfor enkelte spørgsmaal paa programmet maa være uenig med forfatterinden. O.S.D
I 1886 kunne Hedemarkens Amtstidendes abonnenter lese utdrag fra et korrespondentbrev fra København. Etter å ha skrevet om populariteten til Johan Svendsen, Edvard og Nina Grieg og generelt norske musikere, fortsatte notisen:
Foruden de norske Kunstnere, som i Vinter har gjæstet og tildels endnu gjæster vor By, har også adskillige Litterater opslaaet sit Vinterdomicil hernede. Alexander Kielland har været her, men er reist igjen. John Paulsen tilbringer Vinteren hernede. Og de to begavede Forkjæmperinder for Kvindens Ret, Camilla Collett og Clara Tschudi har sat hinanden Stevne i vor By. Det synes som om den ældre Forfatterinde har fundet særlig Behag i sin livlige og energiske unge Kollega; idetmindste ser man dem hyppigt sammen. Og Fru Collett har ved flere Leiligheder udtalt sig anerkjendende om Frøken Tschudi's Skrifter. Idethele taget har Kvindesagen mange Venner i Danmark, og i den Kreds af interessante Damer, som har sluttet sig sammen, er begribeligvis de to norske Forfatterinder velseede Gjæster.
I 1887 kom Clara Tschudis andre bokutgivelse, der hun skildret tre «Nutidskvinder»: den norske forfatteren Camilla Collett, den tyske dikteren Lina Morgenstern, og den tyske adelskvinnen Gertrud Guillaume-Schack. Sistnevnte var kjent i samtiden for sin utrettelige kamp for kvinner av arbeiderklassen. Etter de to første bøkene begynte Tschudi å skrive om berømte europeiske kvinner – samt om kvinner som hadde stått berømte menn nær, som for eksempel mødrene til henholdsvis Johann Wolfgang von Goethe og keiser Napoleon I. Hun reiste rundt i Europa og fordypet seg i historiske kilder hun fant i biblioteker og arkiver. Noen av personene hun portretterte i sine bøker, hadde hun også truffet personlig på sine reiser. Det gjaldt både keiserinne Eugenie (1826–1920) og keiserinne Augusta (1811–1890). Som 88-årsjubilant konstaterte hun at bøkene hennes inneholdt feil fordi hun ikke hadde klart å finne tilstrekkelig gode kilder.
«I de senere år er det åpnet en rekke arkiver, bragt for dagens lys en mengde breve og andre dokumenter som hverken var kjente eller tilgjengelige i min tid. Se nå f.eks. Stefan Zweigs bok om Marie Antoinette. Han har kunnet bygge på tildels helt nytt og tidligere ukjent kildemateriale. I mine bøker om den ulykkelige dronning har jeg altså tatt feil med hensyn til hennes forhold til grev Fersen, men de dokumenter som har kastet lys over disse spørsmål, var ikke tilgjengelige i min tid.»
Bøkene til Clara Tschudi kom gjerne i mange opplag. Flere av hennes bøker ble også oversatt til andre språk. I 1900 ble det publisert en tysk utgave av hennes biografi over Napoleon Is mor Letitia. Biografiene over Goethes mor og over keiserinne Elisabeth ble utgitt på finsk i 1917 og 1918. Til sammen ble bøkene til Tschudi oversatt til hele 14 språk.
I 2008 ble hennes biografi om keiserinne Augusta av Tyskland utgitt på engelsk. I 2015 kom det ut engelske oversettelser av bøkene om Ludwig II av Bayern og om keiser Napoleons mor.
- - - - - -
Johann Wolfgang von Goethe var en tysk forfatter. Han er den største forfatteren i den tyskspråklige litteraturen og er blant de internasjonalt mest betydningsfulle forfatterne gjennom tidene. Han var også en betydelig forsker innenfor botanikk, zoologi og optikk.
Goethe ble født i Frankfurt am Main i 1749. Familien var velstående og tilhørte borgerskapet. Faren, Johann Kaspar Goethe, var jurist, og moren, Katharina Elisabeth Goethe, hadde et stort kulturelt kontaktnett og etterlot seg en omfattende samling brev. Det samme gjorde Goethes søster, Cornelia. Goethe ble undervist hjemme, delvis sammen med søsteren, og fikk en klassisk oppdragelse hvor blant annet latin, gresk, italiensk og fransk, historie og naturvitenskap sto sentralt. Han fikk også undervisning i tegning og klaverspill. Søsknene nøt godt av foreldrenes store omgangskrets og kom tidlig i kontakt med kunstnere.
I tidsrommet 1765–1768 studerte Goethe jus ved Universitetet i Leipzig. Der ble han kjent med rokokkotidens litterære stil, noe som kom til uttrykk i hans tidligste tekster. Han tilbrakte mye tid på vertshus og forelsket seg i Anna Catharina Schönkopf (1746–1810), som han skrev anakreontiske kjærlighetsdikt til. En blodstyrtning tvang ham til å avbryte studiene og reise hjem til Frankfurt.
I 1770 gjenopptok han jusstudiet, denne gangen i Straßburg. Der møtte han blant annet Johann Gottfried von Herder, som gjorde ham kjent med folkediktningen, Homer, Pindar og William Shakespeare. Byens berømte katedral vakte hans interesse for gotikken. Inspirasjonen kommer til uttrykk blant annet i Von deutscher Baukunst (1773) og Zum Shakespears Tag (1771). Viktig var også møtet med Friederike Brion, som inspirerte ham til noen av hans vakreste kjærlighetsdikt.
1771 flyttet Goethe tilbake i Frankfurt som ferdig utdannet advokat. Han omgikk blant annet med forfatteren og kritikeren Johann Heinrich Merck. Viktige impulser fikk han gjennom bekjentskapet med Maximiliane von La Roche (datteren av Sophie von La Roche, senere gift Brentano), Johann Kaspar Lavater og Johann Bernhard Basedow. I denne tiden skrev han sine tidligste historiske dramaer, Götz von Berlinchingen mit der eisernen Hand (1773) og Clavigo (1774).
I 1772 fikk han et en engasjement som jurist i Wetzlar, hvor han forelsket seg i Charlotte Buff. Hun var forlovet, noe som gjorde at Goethe forlot Wetzlar etter kort tid. Her møtte han også den unge juristen Karl Wilhelm Jerusalem, som senere skulle ta sitt eget liv som følge av ulykkelig kjærlighet, noe som inspirerte ham til brevromanen Die Leiden des jungen Werther fra 1774. Goethe pleide omgang med mange av de andre sentrale forfatterne i Sturm und Drang, blant andre Jakob Michael Reinhold Lenz og Friedrich Maximilian von Klinger. I denne perioden ble han også kjent med arveprinsen av Sachsen-Weimar, Karl August.
Embetsmann, naturforsker og forfatter i Weimar
I 1775 ble Goethe invitert av Karl August til å komme til Weimar. Arveprinsen hadde nettopp overtatt etter sin mor, enkehertuginne Anna Amalia, som hadde utviklet den lille byen til et kulturelt sentrum. Her ble Goethe kjent med Christoph Martin Wieland og hoffdamen Charlotte von Stein. Vennskapet mellom de to, rikt dokumentert gjennom hans brev til henne, fikk stor betydning for hans utvikling som forfatter. Det samme gjorde arbeidet med Weimars teater, som han både skrev stykker for og hvor han arbeidet som regissør.
I 1776 ble Goethe utnevnt til embetsmann, i 1779 til minister og i 1782 opphøyd i adelsstanden. Han fikk ansvar for blant annet gruvedrift, veibygging og hertugdømmets finanser.
Goethes Italiareise 1786–1788
Høsten 1786 reiste Goethe til Italia. Oppholdet der, særlig i Roma, ble et vendepunkt for ham som kunstner; selv omtalte han oppholdet som en gjenfødelse. Det naturlige livet, langt fra hoffets strenge konvensjoner, bidro til å utvikle ham som menneske. Han ble kjent med antikkens kunst, som ble hans forbilde, og som dannet grunnlaget for den kunstoppfatningen som Weimarklassisismen bygget på. I avhandlingen Über einfache Nachahmung der Natur, Manier, Stil fra 1789 gjorde han rede for sitt kunstsyn. Oppholdet ble et litterært gjennombrudd, og han fullførte fragmenter som blant annet Iphigenie auf Tauris (1789) og Egmont (1788).
Blant hans viktigste bekjentskaper i Roma var malerne Johann Heinrich Wilhelm Tischbein (som malte flere Goethe-portretter), Angelika Kauffmann, Johann Heinrich Meyer (1760–1832), som han senere utga Propyläen sammen med (1798–1800), og forfatteren Karl Philipp Moritz. I 1787 besøkte han Napoli og Sicilia, hvor han videreutviklet sine kunnskaper innenfor botanikk og geologi.
Først da hertug Karl August tilbød ham samme lønn som tidligere, men uten forpliktelser, vendte han sommeren 1788 tilbake til Weimar. Han ferdigstilte Torquato Tasso i 1789, samtidig som han bearbeidet sine inntrykk fra Italia litterært, blant annet i Das Römische Carneval fra 1789 og ikke minst i sine Römische Elegien, som også gjenspeiler forholdet til Christiane Vulpius, som Goethe møtte kort tid etter at han hadde kommet tilbake til Weimar. Året etter ble sønnen August (1789–1830) født. Paret giftet seg i 1806 etter å ha bodd sammen siden 1788.
Goethe videreutviklet sin interesse for naturvitenskapelige spørsmål. Ikke minst etter at han i 1784 oppdaget den menneskelige fortannbeinknoken («Goethes knokkel»), var han en anerkjent forsker. I 1790 publiserte han Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklären. Han interesserte seg videre for optikk og fargelære og publiserte avhandlingene Beyträge zur Optik (1791–1792) og Betrachtungen über die Farben. Resultate (1793).
I 1794 oppstod et nært vennskap mellom Goethe og Friedrich von Schiller. Goethe leverte Römische Elegien og Unterhaltungen deutscher Ausgewanderten til Schillers tidsskrift Die Horen. I 1797 skrev de Xenien, som ble trykt i Schillers Musenalmanach. Blant deres viktigste litterære samarbeid er det såkalte balladeåret 1797, hvor Goethe bidro med ballader som Der Schatzgräber, Legende, Die Braut von Korinth, Der Gott und die Bajadere og Der Zauberlehrling. Samarbeidet virker produktivt på begges litterære produksjon, blant annet oppfordret Schiller ham til å fortsette arbeidet med Faust-stoffet og romanen Wilhelm Meister, som lenge hadde ligget brakk. En omfattende brevveksling dokumenterer vennskap og kunstnerisk samarbeid.
Schiller døde allerede i 1805 og etterlot et tomrom i Goethes liv. «Ich dachte mich selbst zu verlieren, und verliere nun einen Freund in demselben die Hälfte meines Daseins» (Jeg trodde jeg skulle miste meg selv [Goethe var selv alvorlig syk da Schiller døde], og så mister jeg en venn og dermed også halve min tilværelse), skrev han etter Schillers død. Goethe fortsatte arbeidet med Faust (første del kom ut i 1806) og med sin egen fargelære. Fra 1809 begynte arbeidet med selvbiografien Dichtung und Wahrheit (1811, 1812 og 1814. Norsk oversettelse Diktning og sannhet, 1954), hvor han ser sitt liv i sammenheng med utviklingen innenfor tysk kunst og litteratur.
Napoleonskrigene hadde gjort det vanskelig å reise. Etter den franske kapitulasjonen våren 1814 benyttet Goethe anledningen til å reise fra Weimar østover mot Rhinen for et kuropphold. Inspirert av sin egen reise, av den persiske forfatteren Hafez' Divan og av forelskelsen i Marianne von Willemer (1784–1860), skrev Goethe sin egen Divan (divan betyr også diktsamling): West-östlicher Divan (1819). Lyrikksyklusen inneholder også noen dikt av Willemer; hun var den eneste av kvinnene rundt Goethe som aktivt bidro til hans litterære verk. Goethes siste forelskelse, som forble ubesvart, i den unge Ulrike von Levetzow (1804–1899), satte litterære spor i diktsyklusen Marienbader Elegie.
De siste årene av sitt liv forberedte han en samlet utgave av sine verk samt reviderte utgaver av Wilhelm Meisters Wanderjahre og ikke minst ferdigstillelsen av Faust, del 2. I 1823 engasjerte han Johann Peter Eckermann som sin sekretær. Eckermann ga senere ut sine samtaler med Goethe i bokform. Parallelt fortsatte Goethe sitt naturvitenskapelige arbeid, blant annet gjennom to publikasjonsserier: Zur Morphologie og Zur Naturwissenschaft überhaupt (1817–1824).
Profilinformasjon
Du må være logget inn for å se brukerprofiler og sende meldinger
InnloggingAnnonsens metadata
Sist endret: 6.8.2024, 13:25 ・ FINN-kode: 364424963