Anton Thomsen: "Religion og religionsvidenskab" (dansk tekst)

Anton Thomsen: "Religion og religionsvidenskab" (dansk tekst)

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1911. 64 sider.

Omslaget er noe løst i ryggen. Håndskrevet hilsen fra forfatteren til tidligere eier på forsatsbladet. Materien er pen.

*** Fra Dansk Biografisk Leksikon:

Anton Thomsen, Anton Ludvig Christian Thomsen, 20.7.1877-18.9.1915, filosof. Født i Stubbekøbing, død i Hellerup, urne på Ass. kgd. T. blev student 1895 fra Linnésgades latin- og realskole i Kbh. og efter filosofiske og religionsvidenskabelige studier magister i filosofi 1901.

Han begyndte tidligt at manuducere til filosofikum og oparbejdede på trods af fortsatte studier en betydelig manuduktionsvirksomhed. 1905 disputerede han for doktorgraden og forelæste derefter som privatdocent i de følgende otte år, især om David Hume og Thomas Hobbes.

1913 og 1914 ansøgte han, støttet af fakultetet og konsistorium, uden held om ansættelse som docent i filosofi, men blev i stedet ved H. Høffdings afgang 1915 dennes efterfølger. Som professor nåede han imidlertid kun at holde tre forelæsninger. Hans tidlige død tilskrives sædvanligvis både legemlig og sjælelig overanstrengelse, men psykisk sygdom har formentlig også været en medvirkende faktor.

T. var både filosof og religionsforsker og i begge egenskaber en bekæmper af religionen i alle dens former. Allerede i skoletiden følte han sig frastødt af den dér herskende religiøse ånd og da hans modvilje mod al religion og metafysisk spekulation, som han bl.a. fandt hos romantiske "vindbøjtler" som J. G. Fichte og F. v. Schelling, voksede med årene, blev han med rette opfattet som fanatisk kirke- og kristendomshader. I stedet dyrkede han med begejstring den videnskabelige forskning og den filosofiske tænkning, og det i en sådan grad at filosofien fremtræder som et eksistentielt anliggende for ham.

Mens han helhjertet bifaldt den religionskritik Hume fremfører i sine religionsfilosofiske og -historiske værker - hans egen religionshistoriske opfattelse gik ud på at al virkelig religion er kult og kun kult - afviste T. Humes erkendelsesteori fordi ren empirisme fører til skepticisme og erkendelsesnihilisme. I stedet fremhæver han muligheden af, at der i erkendelsen gives kendetegn der ikke behøver at grunde sig i erfaringen, og som udmærker denne som sådan.

Som Hobbes mente han at det psykiske alene består af mere eller mindre lystbetonede forestillings- og fornemmelsesbilleder der fremtræder mod større eller mindre bevidsthed. Han afviser således den traditionelle lære om sjælelivets tredeling i en erkendelses-, følelses- og viljeside, ligeså tanken om en vekselvirkning mellem det fvsiske og det psykiske.

Sit eget syn på forholdet mellem det fysiske og det psykiske kalder T. for "korrespondensteorien". Den går ud på, at der til visse hjerneprocesser svarer eller korresponderer en række psykiske tilstande af den netop nævnte karakter der alle på spinozistisk vis er underkastet determination.

T.s publicerede værker falder i fire grupper. For det første religionsvidenskabelige og -kritiske arbejder: I Orthia. En religionshistorisk Undersøgelse, 1902 (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, LV) søger han at påvise, at de spartanske drenges piskning foran Artemis Orthias alter var en frugtbarhedsrite hvis betydning senere er glemt. 1911 kom den klare og overskuelige Religion og Religionsvidenskab (Religionshistoriske Smaaskr. VII; tysk udg. 1914) hvor han ikke alene retter et voldsomt angreb på al religiøs dogmetro, min også opfatter den bestemmelse, som Høffding giver i sin "Religionsfilosofi" (1901), af religionen som "Troen paa Værdiens Bestaaen" som en urimelig håndsrækning til teologerne.

Den anden og største gruppe omfatter filosofihistoriske arbejder som Kant. I Anledning af Hundredeårsdagen for hans Død (Teol. Tidsskr., ny r. V, 1902-03); Bemerkungen zur Kritik des Kantischen Begriffes des Dinges an sich (Kantstudien VIII, 1903); Uber die Entwicklung der ethischen Theorie Benekes (Archiv f. Gesch. der Philosophie XVI, 1903); Ludwig Feuerbach i Anledning af Hundredaarsdagen for han Fødsel (Dansk Tidsskr., 1904); doktordisputatsen Hegel. Udviklingen af hans Filosofi til 1806, 1905 der gennem analyse af de dengang endnu utrykte Hegelmanuskripter, der lå i Berlin, sammen med - og internationalt set overskygget af - W. Diltheys "Die Jugentgeschichte Hegels" der udkom samme år, satte skel i Hegelforskningen; Aus Hegels Frühzeit (Kantstudien XII, 1907); Harald Høffding som Lærer. 1883-1908 (Tilskueren, 1908). Til 200-årsdagen for Humes fødsel udsendte han David Hume, hans Liv og hans Filosofi, 1911 (tysk overs. 1912), et stort værk baseret på omfattende studier der foruden en levnedsskildring fremstiller Humes psykologi og erkendelsesteori. Humes betydning ser T. imidlertid først og fremmest på det religionsfilosofiske og -videnskabelige område, en påvisning som var forbeholdt et bind II som T. ikke nåede at få udarbejdet. Den tredje gruppe rummer psykologiske arbejder som De vigtigste Sider af Sjælelivet, 1903, udarbejdet til brug ved folkeuniversitetsundervisningen, og Figur- og Farvevisionerne og deres Plads i Forestillingslivet (Psyke II, 1907).

Endelig for det fjerde oversættelser, dels (sammen med Cai Viale) af Humes "Natural History of Religion" under titlen Religionens naturlige Oprindelse og Udvikling, 1906 (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning LXXI; en historisk indledning heri blev i revideret engelsk udgave trykt i The Monist XIX, 1909), dels af 1. del af Hobbes' Grundlove, 1912 (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning LXXXIX). I dag kan af disse arbejder især Hegelbogen læses med udbytte, mens oversættelserne må siges at være af svingende kvalitet.

*** Fra min private samling. Overlevering kan avtales på Nøtterøy eller i Oslo sentrum (jeg er der av og til). Ved postforsendelse betaler kjøper porto.